Bøffen, der skreg

 

 

  En fortælling med

Sherlock Holm og dr. Madsen

 

  En novelle af

Erik Bachmann

 

 

tilegnet den store danske multikunstner

Robert Storm Petersen

 

 

 

 

Kapitel I

Intro


      Dr. filurius Bhartholom‘us Fodschved Madsen alias Dr. Madsen nærmede sig med fjedrende skridt sin og sin gode ven, samt kammersjuk Sherlock Holms bopæl i Købmagergade 177 oven vande (dog ikke ved stormflod), for her om muligt at indtage den daglige kop centralafgansk yakoksetea (uden sukker, men med fløde) tilsammen med et stykke af den allestedsværende fru Severinsens sandkage.
      Traditionen med at indtage et stykke kage, der ikke var nogen nydelse, idet den smagte som en krydsning mellem en fejebakke og et stykke skumgummi, var blevet indført af fru Severinsen. Hun hævdede at otte medlemmer af hendes familie havde overlevet en hungerkatastrofe i det centrale Sibirien, ved dagligt at indtage et stykke af kagen, der var bagt efter en meget traditionsrig opskrift. Holm bemærkede at dette var hvad han forstod ved 'en skæbne værre end døden'. Da der ikke var konstateret andre tilfælde af sindsyge i familien, valgte Holm og dr. Madsen at indtage sandkagen for husfredens skyld.
      Holm fortalte, at han via fru Severinsens oplysningsbureau (man må jo holde sig lidt underrettet) havde fået at vide, at kokken hos biskoppen af Skjern var blevet overfaldet af et voldeligt uvæsen, medens han forsøgte at finde vej ud igennem fadeburet.
      Det fremgik ikke helt tydeligt af historien, hvorvidt at katten var blevet lukket ud for natten, men da uvæsenet havde trampet kokken halvt ihjæl, gik man ud fra, at katten ikke var indblandet. Holm hævdede, at denne antagelse nok ikke var helt så forhastet, som det umiddelbart kunne se ud til. Dog mente han, at den undersøgelse som var blevet foretaget i fadeburet af biskoppen og fruens pekingeser, nok burde have givet yderligere resultat end 2 gange mavekneb. 'Det er derfor min plan at drage direkte til Skjern for at løse dette mysterium', sluttede Holm, medens han trods dr. Madsens advarsler antændte sin hårbørste i den overbevisning, at det var hans pibe.
      Efter et kortere stadie af hysteri, lykkedes det de to detektiver i fællesskab at få branden under kontrol.

KAPITEL II

Afrejsen


      Allerede i løbet af den følgende uge havde de to detektiver pakket deres respektive tandbørster og herved gjort alt klart til at drage mod Skjern.
      På Århus hovedbanegård tog de to detektiver en tårevædet afsked med det lokale kalvekastningshold, som drog af mod VM-titlen, inden de med dampdiligencen drog af Helgoland til. Faktisk nåede de Rødby førend fejlen gik op for dem og først i Solrød blev kursen lagt om.
      Ankomsten til "Skjern Central Station" forløb ikke under mindre bifaldsytringer end starten på rejsen. Hovedparten af Skjern Stationsbys 4 indbyggere var troppet op for at byde togføreren (deres grandfætter - på moderens side) velkommen. Særligt hjerteligt blev det idet det var første gang i de 14 år han havde kørt på ruten, at han var nået helt til Skjern.
      Rørte til deres inderste over denne stormende velkomst, vaklede de to detektiver ud på perronen. Holm blev dog lidt forknyt, da de lokale blev ved med at tage fejl af ham og lokomotivet. Mest på grund af piben, som var det dominerende lighedstegn. Problemet kulminerede, da tog føren ved et uheld gav Holm et skvæt smøreolie bag øret. Holm tømte fluks smørerkanden ned af ryggen på manden, med det resultat, at togføreren i de næste par timer havde svært ved at holde bukserne oppe.
      De to detektiver lod sig indlogere på hotel "Den Flyvende Havhest", et af Skjern Stationsbys pænere etablissementer. Dr. Madsen indførte begge d'herres navne i hotelbogen ved de reglementerede to krydser, da absolut ingen alligevel kunne tyde hans håndskrift og Holm, som sædvanelig havde pakket sit forstyrrelsesglas ned på bunden af kufferten.
      Efter at have installeret sig på det værelse, som picoloen viste dem, gjorde Sherlock Holm og dr. Madsen sig klar til at aflægge biskoppen af Skjern et besøg.
      Dr. Madsen var meget utilfreds med faciliteterne i påklædningsværelset, da han knap var i stand til at lukke døren til det lille værelse bag sig. Han klagede efter endt afbenyttelse af lokalet til portieen, som til dr. Madsens store fortrydelse hårdnakket hævde at det pågældende værelse ikke var et påklædningsværelse, men et kosteskab.

KAPITEL III

Biskoppen


      Holm og dr. Madsen begav sig påvej mod biskoppens bolig i en af Skjerns forstæder.
      Rygtet om uvæsenet i biskoppens fadebur havde allerede bredt sig i Skjern. Drochens chauffør blegnede, da han hørte biskoppens adresse og nægtede at forlade holdepladsen under det påskud, at reglementet sagde at der altid skulle holde mindst een droche på pladsen.
      De to detektiver steg ud, medens dr. Madsen højlydt protesterede. Holm beroligede ham og sagde, at det jo både var sundere og billigere at gå.
      Dette var dr. Madsen dog slet ikke enig i. Han henviste til sin psittakisme, psilistofobi og henved 24 andre selvopfundne sygdomme.
      Holm var under dr. Madsens lange videnskabelige og særdeles kedsommelige udredning af sygdomsforløbene nået et godt stykke ned af vejen. Dr. Madsen hastede bagefter og indhentede Holm ved den store trappe til biskoppens bolig.
      Efter en kort hvilepause påbegyndte de opstigningen. Syvogfyrre trin senere stod de sveddryppende og udmattede foran den store egetræsdør. Holm trak i klokkestrengen. Der kom en lyd der dere end klokkeklimt, mindede om en kirkeklokkes frie fald fra sit tårn. De to detektiver kikkede forbavset på hinanden. I det samme blev døren åbnet af en hvidhåret butler, der sigende gnubbede sin ene hånd mod den nederste del af sine rygstykker. Inden den ellers så veltalende Holm nåede at præcentere sig havde butleren venligt, men bestemt forklaret, at handlende skulle henvende sig ved personaleindgangen, samt at en kontrabas (butleren sendte et nik mod dr. Madsen) overhovedet ikke havde nogen interesse. Derefter blev døren lukket med et mørkt hult "klik".
      Dr. Madsen begyndte rystende over hele kroppen at hvæse: 'Kontrabas, kontrabas, jeg skal give ham kontrabas!'
      Holm trak endnu engang i klokkestrengen. Der hørtes et "klonk" og en skramlen akkompanieret af klokkeklimt. Dr. Madsen åbnede forsigtigt døren. Holm trådte indenfor og snublede over butleren, der sad på gulvet. Dr. Madsen kikkede undrende på den lille mand, der plirrede fortumlet med øjnene, medens han gned sin hage. Holm var hurtigt på benene igen.
      'Hvad er der dog sket?' spurgte dr. Madsen.
      'Elementært, kære Madsen', svarede Holm. 'Vi forstyrrede butleren i hans ugentlige rengøring af dørklokken. Synes De at der er noget mystisk i det, kære ven?'
      'Hvordan kunne De dog vide, at den blev gjort ren en gang om ugen?' spurgte dr. Madsen undrende.
      'Mit skarpe falkeblik og min skarpe hjerne, kære Madsen.' sagde Holm, idet han vadede ind i et kæmpe spejl, i den tro at det var døren til stuen.
      'Pas nu på ikke at skære Dem på deres skarpe blik, Holm', mumlede dr. Madsen fortrødent.

:
: