Havámál

Den højes tale

1)
Se dig om ved alle døre,
inden du går ind.
Ingen kan vide, hvor uvenner sidder
i bo bænket.

2)
Hil de gavmilde! En gæst er kommen!
Hvor skal han sætte sig?
Den har travlt, som på dørtærskler
friste skal sin skæbne.

3)
Ild behøver, hvem ind er kommen
og har kolde knæ;
klæder og mad har den mand behov,
som har faret over fjæld.

4)
Han, som kommer til bordet, har brug for vand,
hånddug og høflighed,
velsindet væsen, om det vindes kan,
ord og svar på ord.

5)
Vid behøver, hvem vide flakker,
hjemme går det glat;
der kigges spydigt på kejtet mand,
som sidder mellem snilde.

6)
Ingen skal prale af evner og kløgt,
hellere lærvillig lytte.
Den, som kommer tænksom og tavs til gårde,
kommer sjældent galt af sted.
Thi mer fuldtro ven får ingen mand
end meget mandevid.

7)
Forsigtig gæst, som går til bords,
er tyndmælet og tavs,
ørene lytter, og øjnene ser;
sådan føler hver klog sig for.

8)
Den er heldig, som får herlig lov
og ros og skønt rygte,
der er møje ved det, en mand skal eje
i en andens bryst.

9)
Den er heldig, som har selv
kløgt og vid i verden,
thi ondt råd har man ofte fået
af en andens bryst.

10)
Bedre byrde bærer man ej
på sin vej end en stor forstand,
den overgår guld på et ukendt sted,
er det eneste, en fattig kan føre.

11)
Bedre byrde bærer man ej
på sin vej end en stor forstand,
værre næring på vejen får ingen
end idelig bælgen i øl.

12)
Ej er så godt, som det ofte siges,
øl for mænds ætter,
thi jo mere drik, des mindre vid
huser mands hjerne.

13)
Glemslens hejre hænger over ølsvir
og stjæler mands forstand;
den fugls fjer holdt fast mig lænket
fordum i Gunnlåds gård.

14)
Drukken, ja drivende drukken jeg blev
tilforn hos den vise Fjalar;
det bedste ved øl er, at atter derfra
man henter sin hu tilbage.

15)
Tavs og tænksom og tapper skal
kongesønnen kendes,
hver mand munter og glad,
til han fældet falder.

16)
Ængstelig mand tror evig at leve,
kan han for kamp sig vare,
men ælde giver ham ingen fred,
om også spyd ham sparer.

17)
Tossen glor og gaber ved gildet,
sidder sløv eller sluddrer,
men har han svælget en slurk, står al hans
dumhed åben i dagen.

18)Ene den ved, som vide flakker
og langt om lande har faret,
hvilken slags hu hvermand har,
han kender vid og viden.

19)
Mand ved kruset, hold måde med mjøden,
tal tilpas eller ti!
Ingen tager dig ilde op,
om du snart går hen at sove.
20)
En grovæder, som aldrig får nok,
æder sig ind i døden;
mangt et fjog for sin maves skyld
går til grin blandt de kloge.

21)
Hjorde ved, når de hjem skal vende,
og da går de fra græsset,
men et tossehoved betænker ikke,
at hans grådige bug har grænse.

22)
En skadefro og fræk skumler
ler alle andre ud;
ej han tror, hvad han trænger til at vide,
at han ej heller er fejlfri.

II.

23)
Vidløs mand våger om natten
og ængster sig for alt.
Mødig er han ved morgengry,
møje kun han mindes.

24)
Vidløs mand tror sig ven med alle,
der ler Iystigt med ham;
ej han forstår, at der stikles til ham
i klynger af kloge folk.

25)
Vidløs mand tror sig ven med alle,
der ler lystigt med ham,
men ser, når de kommer sammen på tinge,
at han har kun få til forsvar.

26)
Vidløs mand tror, han ved alting,
hvis han undgår andres kval,
men han sanser ikke, hvad svar han skal give,
hvis spydigt han spørges til råds.

27)
Vidløs mand, er han med blandt andre,
må helst til tavsheden ty;
ingen ved, at han intet ved,
når ikke hans ord ham røber;
han ved dog ej, når han intet ved,
hvor ofte hans ord ham røber.

III.

28)
Klog sig mener den mand, som kan spørge
og rende rundt med svaret;
intet mennesker evner at dølge.
når først det løber om land.

29)
Evigtalende tunger fører
tit løgn og løs snak.
Tæmmes en rap tunge ikke,
den snakker sig ofte til skade.

30)
Til bedste skal ingen en anden have
og aldrig i andres selskab.
Klog synes ofte, hvem ingen spørger,
så han holder sig tørhudet.

31)
Helst må en gæst, som har hånet en gæst,
flygte fra gård og gilde.
Måske han ej føler, mens han flirer over maden,
at harme murrer imod ham.

32)
Ofte er mænd ægte venner,
til ved krus de kives,
det er altid årsag til strid,
gæst opirrer gæst.

33)
Årle skal mænd måltid tage,
dog ej, skal de ud til andre,
da sidder de sløvt og ser sultne ud,
gider næppe spørge om noget.

34)
Afsides er den slette ven,
bor han end ved alfarvej.
Men til god ven går der genvej,
om end han for til det fjerne.

35)
Man skal gå i tide og ej være gæst
altid på samme sted;
kær bliver led, om længe han sidder
bred på en andens bænk.

36)
Bo er bedst, selv om blot det er lidet,
hver er herre hjemme;
med to geder og tovbåret tag
er bo dog bedre end bøn.

37)
Bo er bedst, selv om blot det er lidet,
hver er herre hjemme;
blodigt er hjertet i hjemløse folk,
der må tigge mad til hvert måltid.

38)
Ingen mand skal på mark sine våben
vige et fjed fra,
thi ingen kan vide, om ude på vejene
brug der bliver for spydet.

39)
Jeg fandt ej så gavmild eller gæstfri mand,
at han ej tog gerne en gave,
eller een så ødsel med alt sit gods,
at løn var ham led, hvis man bød ham.

40)
Eje, som endelig een har fået,
skal han tåle at tage i brug;
tit går til en hadet, hvad man gemte til en kær,
mangt går værre end ventet.

IV.

41)
Våben og vadmel skal venner veksle
til gensidig glæde.
Venner er giver og gengælder
længst, om alt lider vel.

42)
En mand skal være sin vens ven
og give gave for gave,
latter skal lyde for latters lyd
og løgn for løs tale.

43)
En mand skal være sin vens ven
og ven med vennens ven,
men ingen mand med sin uven skal
have vens ven fælles.

44)
Vil du af en ven, som du vel tror,
have godt at håbe,
skal du veksle tanker og ting med ham,
ofte søge ham op.

45)
Vil du også af en anden, som du ilde tror,
have godt at håbe,
tal fagert til ham med falsk tunge,
giv løgn for løs tale.

46)
Atter om den, som du ilde tror,
og nærer mistanke til:
stem i hans latter, snak ham efter munden,
lad gengæld være som gave.

47)
Ung var jeg fordum, for ensom ud,
vild på vejene for jeg,
rig følte jeg mig, da jeg fandt en anden,
mand er mands gammen.

48)
Milde, frejdige mænd lever bedst,
møder sjældent sorg,
men uklog mand ængstes for alting,
møder hver gave med mistro.

49)
Mine klæder ofred jeg ude på marken
to personer af træ,
helte de ligned, da hylster de fik,
sky er nøgent skind.

50)
Træ, som står på torpen, visner,
ej lyer bark eller løv,
det er som den mand, hvem ingen elsker
hvorfor skal han leve længe?

51)
I Hedere end ild er blandt onde venner
fred i fem dage,
den slukkes ud på den sjette dag,
og alt venskab har ende.

52)
Ingen give for yppige gaver,
tit høster man lov for lidt.
For et halvt brød og en hældende skål
fik jeg mig en fælle.

53)
Bag lidet sand er der liden sø,
og små er mændenes sind.
Ikke blev alle ens i kløgt,
alt er ufuldkommet.

54)
Middelvis hver mand skulle være,
aldrig alt for vis.
De kan leve livet fagrest,
som har velbegrundet viden.

55)
Middelvis hver mand skulle være.
aldrig alt for vis.
En vismands sind er sjældent glad,
hvis han i hu er alvis.

56)
Middelvis hver mand skulle være,
aldrig alt for vis.
Ingen ane sin egen skæbne,
så har man gladest sind.

VI.

57)
Brand brænder af brand og forbrænder,
ild tændes ved ild.
mand kendes af mand på mælet,
tossen på tomt pral.

58)
Årle skal op, hvem en andens liv
eller eje agter at rane.
Sjældent vanker lår til liggende ulv
eller sejr til sovende mand.

59)
Åde skal op, hvem til arbejd har få
folk og se alting efter,
meget sinkes under morgensøvn,
hurtig er halvt rig.

60)
For tørre spær og for tækkebark
kender manden mål og mængde,
for tømmer, han bruger at bygge med,
ved han mål og tal og tid.

61)
Toet og mæt ride mand til tings,
om end ej i sit ypperste tøj.
Ingen sig skamme ved sko og broge,
ej heller ved halvgod hest.

62)
Efter vejret snapper og sænker sit hoved
ørn ved evigt hav -
sådan er den mand, som blandt mange kommer
og har få til at tale for sig.

63)
En vis kan spørge og selv svare,
kald ham ellers ikke vis,
fortie, hvad en anden ej må vide,
hvad tre ved, ved alt folket.

64)
Hver kløgtig mand skal sin magt bruge
til rette mål og måde,
han mærker mellem modige mænd,
at ingen er taprest af alle.

65)
Årvågen være een og hver,
varsom med vennetro,
ord, der ytres til andenmand,
vender ofte med ond løn hjem.

66)
Meget for tidligt kom jeg mange steder,
somme steder for silde,
øl var drukket eller ikke brygget,
ukær skyder oftest forbi.

67)
Nu og da blev jeg dog budt ind,
når jeg ikke var særlig sulten,
to lår kunne hænge hos en trofast ven,
havde et jeg ædt, før jeg kom.

68)
Ild er det bedste for alle mand
og solens sker og skin,
samt at have sit helbred fået
og uden last at leve.

69)
En svag er ej ganske svegen af lykken,
somme glædes ved sønner,
somme ved frænder og somme ved gods,
somme ved vidtkendt værk.

70)
Hellere i live end aflivet,
altid får kvik mand ko.
På rigmands arne så jeg ild flamme,
men ude var døden for døren.

71)
Der er halte til hest og hyrder med een hånd
og døve, som duer i kamp.
Blind er bedre end brændt at være.
Lig ligger til ingen nytte.

72)
Hellere en søn, selv om sent han fødes
først efter faderens død.
Sjældent står bavtastene ved vejen,
satte ej søn dem for fader.

73)
To er stridsmænd i samme hær,
tunge er hoveds morder;
skjult i hver skindkjortel
venter jeg en hemmelig hånd.

74)
Nat bliver god, har man nok i sækken,
skib har korte spryd,
høst har skiftende hamme;
i fem døgn vender vinden sig tit,
meget mer i en måned.

75)
Den ved ikke, som intet ved,
at guldet gør mangen til abe,
een bliver rig, en anden fattig,
derfor dog ej skal han dadles.

76)
Fæ dør, frænder dør,
også du skal dø,
eftermælet aldrig dør
om, hvad vel er endt.

77)
Fæ dør, frænder dør,
også du skal dø;
eet jeg ved, som aldrig dør,
dom om hver en død.

VII.

78)
Hos Fitjungs sønner så jeg fyldte stalde,
nu bærer de betlerstaven,
eje er ligesom øjekast,
en vægelsindet ven.

79)
Uklog mand, som i eje får
kvæg eller kvinders lyst,
stiger i pral, men synker i vid,
hovner af høje drømme.

80)
Tro mig, spørges den tryllekloge
rigtig til råds om runer,
af guderne gjort, af fimbultul farvet,
det båder ham bedst at tie.

81)
Ros dagen ved kvæld og kvinden brændt,
sværd, når det er svunget,
mø, når hun er ægtet, is, når du er ovre,
øl, når det ud er drukket.

82)
Hug ved under vind, søg til vands i blæst,
tal med tøsen i mørke, tusindøjet er dagen.
Et skib skal skride, et skjold beskytte,
sværd kløve panser og pige kysse.

83)
Ved ilden drik øl, gå på is at skride,
køb radmager hest og rustent våben,
fed hesten hjemme og hunden ved gård.

VIII.

84)
Møens ord skal ingen tro
og ej, hvad kone kvæder;
thi på hvirvlende hjul deres hjerter blev skabt,
og vaklen bor dem i bryst.

85)
Bristende bue, brændende lue,
gabende ulv og galende krage,
gryntende svin og grødeløst træ,
stigende bølge, sydende kedel-

86)
Flyvende flene, faldende bølge,
natgammel is, ombøjet orm,
bruds ord i senge og brækket våben,
bjørneleg eller barn af konge -

87)
Sygnende kalv, selvrådig træl,
valvesnaks vellyd, valfældet lig,
lysende himmel, leende herre,
hunde-halten og hore-sorger

88)
Årle sået ager - skal ingen tro
og ikke for snart sin søn,
vejr råder agren og vid sønnen,
brydsomt er det med begge.

89)
Sin broders morder, om mødt på vejen,
halvbrændt hus eller hurtig hest,
- hest er unyttig, blot eet ben brækker -
ingen være så tryg, at han tror på sligt.

90)
Så er kvinders elskov, når derunder er rænker,
som at age på glatis med glatskoet hest,
en vilter toårs og tæmmet slet,
eller i stormvejr at styre rorløst
eller halt i tøfjæld at tage en ren.

91)
Klart vil jeg tale, thi jeg kender begge:
karlens hu skifter til kvinden,
fagrest vi taler, når falskest vi tænker,
det hilder den kloges hu.

92)
Den skal tale godt og gaver byde,
som vil kvinders kærlighed have,
den lyse piges legeme love,
han vil få, som frister.

93)
Aldrig være elskov årsag til,
at een laster en anden,
tit dåres den kloge, mens den dumme går fri,
af den blændendes blik.

94)
Ingen skal dadle det hos en anden,
som times mangen mand;
den v eldige elskov forvandler ofte
til dårer dem, som var kloge.

93)
Kun mands hu, som nær hjertet bor,
ser, hvad sindet rummer,
den værste sot for den vise mand
er savn, som intet opnår.

96)
Det følte jeg selv, da jeg sad iblandt rør
og længtes efter min lyst:
mig hjerte og liv var den liflige mø,
som jeg dog ej favned og fik.

97)
Billings mø på bolster jeg fandt,
den solhvide sov.
Ikke som jarl jeg ænsed at leve
uden at eje hendes legem.

98)
"Tæt mod aften skal du, Odin, komme,
vil med mø du mæle.
Ilde er det, om andre aner
vor fryd, vort fælles fald".

99)
Jeg vendte tilbage, det var mig som
min elskov hilded min hu.
Jeg tænkte, jeg helt skulle tage i eje
pigens sanser og sødme.

100)
Da jeg dernæst kom, alle kæmper jeg fandt
vågne, i virksomhed,
med brændende fakler og båret ved,
jeg fandt mig ad vildspor faret.

101)
Ved morgengry, da jeg mødte igen,
sov folkene inde i salen;
en tævehund lå henad den gode
kvindes leje lænket.

102)
Mangen god mø vil af manden findes
ved stedse vaklende vilje;
det lærte jeg, da jeg den listige kvinde
søgte med svig at lokke.
Den snedige voldte mig hvermands latter,
og intet fik jeg derfor.

103)
Hjemme glad og mod gæsten munter
og vis af væsen man være,
minde og mæle må den meget vise
eje og øve det gode.
Fimbulboble har folk betegnet
dåren, som ej finder ord.

104)
Jeg fra oldingjætten er nu atter kommen,
der tjente det mig lidet at tie.
Jeg ytred meget til min egen ros
inde i Suttungs sale.

105)
Gunnlåd gav mig på gyldenstol
den dyre mjød at drikke;
ussel gengæld gav jeg hende
for ædelsind og omsorg.

106)
Ratis mund lod jeg rive hul
og i grus gnave,
øjned jættespor oppe og nede,
jeg havde mit hoved i fare.

107)
Velkøbt ynde har jeg velfødt nydt,
vis vægrer sig ej,
derfor Odrerir droges op
til Jordens slægters hjem.

108)
Endnu jeg næppe ud var kommen,
bort fra jætternes bolig,
nytted jeg ej Gunnlåd, den gode kvinde,
som tog mig i armene ind.

109)
Dagen efter iled rimturser
at høre i Håvis hal
om bålverk til gudernes bo var kommen
eller segnet for Suttungs hånd.

110)
Ring-ed synes mig svoret af Odin,
hvem stoler tryg på hans troskab?
Suttung har han svegen for mjøden
og lod Gunnlåd gå med sorgen.

X.

111)
Det er tid at tale fra talerstolen,
rejst op ved Urds brønd.
Jeg så og tied, jeg så og tænkte,
jeg Iytted til mændenes mål;
om runer de talte og runeråden
ved Håvis hal, i Håvis hal,
jeg hørte dem sige så:

112)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Stå ej op om natten, hvis ikke du spejder
eller har et ærinde ud.

113)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Sov ej tryllekyndig kone i favn,
så hun lukker lemmerne om dig.

114)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Hun slører din tanke, så tinge du glemmer,
foragter kongens ord;
ej maden du nyder eller menneskers gammen,
men går med sorg for at sove.

115)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer.
du fremmes, om du følger:
Lok aldrig med dig en andens kone
ud i elskovs lyst.

116)
Jeg råder dig Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Vil ud på fjæld eller fjord du fare,
tag rigelig rejsekost.

117)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
En ond mand skal du aldrig lade
få dine vanheld at vide.
Thi af ond mand vil du aldrig få
tak for god tro.

118)
En ond kvindes ord bed ofte
mand ind i øret,
den falske tunge tog ham af live,
skønt usandhed den sagde.

119)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Ved du en ven, som du vel tror,
gå da ofte og gæst ham,
thi højt græs vil gro mellem krat
på vejen, ingen vandrer.

120)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Tal gammensord med en god mand,
søg lyse kår, mens du lever.

121)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Vær aldrig den første, der flænger itu
vundet venskabs bånd,
sorg æder sindet, når siden du ingen
har at betro dig til.

122)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Indlad dig aldrig i ordskifte
med tomhjernede tåber.

123)
Thi af ond mand ydes dig aldrig
god løn i livet,
men god mand kan gøre dig megen
nytte og rose dit navn.

124)
Venskab er godt, hvor venner kan sige
hinanden alt, hvad de mener;
ussel er tale med to slags tunge,
lav en ven, som logrer.

125)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
¥v aldrig tre ords trette med en værre,
han slår til, når den bedre tøver.

126)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Aldrig sko eller skaft du forme
uden det er til dig selv;
er skoen styg eller skaftet skævt,
vil utak over dig komme.

127)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Møder du ondt, så mærk det som ondt,
giv ej dine fjender fred.

128)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Glæd dig aldrig over det onde,
men lad det gode dig glæde.

129)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
I kamp skal du aldrig kigge op,
at ej du af trolddom tvinges,
svende kan til svin forvandles.

130)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Vil du gammen tale med god kvinde
og finde din fryd hos hende,
lov da fagert, og løftet du holde,
god gave er ingen imod.

131)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Vær altid varsom, dog ej altfor varsom,
mest vogt dig for øl og andenmands kone,
for det tredje for tyves list.

132)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Aldrig du have til hån eller latter
gæst eller gående mand,
tit skønner de dårligt, som sidder inde,
af hvad art de er, som kommer.

133)
Fortrin og fejl bærer folkenes sønner
sammenblandet i brystet,
ingen er så god, at han aldrig fejler,
ingen er så dårlig, at han duer til intet.

134)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Le aldrig ad oldings ord,
tit er godt, hvad de gamle kvæder,
tit af vissen bælg kommer visdoms ord,
skønt han hænger med hud
og skramler i skrud
og trasker om iblandt trælle.

135)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Gø ej mod gæst eller gen ham på porten,
gør mod lidende godt.

136)
Stærk er den stage, som svinges fra,
hvor døren åbnes for alle.
Læg ring om, ellers ønsker den dig
alle piner på pelsen.

137)
Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Når øl du synker, søg jordens kraft,
thi jord svækker ølrus og ild sygdom,
eg bugtryk og aks trolddom.
Hal hustvist, mod harm søg månen,
mod bidsot bid og mod ban runer,
slette sluger flod.

138)
Jeg ved, at jeg hang på vindhærget træ
ni hele nætter
med spyd-vunder og viet Odin,
selv viet mig selv,
oppe i træet, som ingen ved
af hvilke rødder randt.

139)
Ej hånd rakte brød mig, horn ej heller,
ned retted jeg øjet, tog runer op,
op under råben, faldt atter ned.

140)
Fik fimbulsange ni af den navnkendte søn
af Båltorn, Bestlas fader.
Og en drik jeg fik af den dyre mjød,
øst af Odrerir.

141)
Da følte jeg mig spire og fyldes af kløgt
og vokse og velmagt vinde.
Ord mig fra ord til ord ledede,
værk mig fra værk til værk ledede.

142)
Runer skal du finde og rådede stave,
meget store stave, meget stærke stave,
dem tegned Fimbultul,
høje guder dem gjorde,
magternes Hropt dem ristede.

143)
Odin hos aserne, for alferne Dain
og Dvalin for dværges flok,
Asvid for alle jætter,
selv risted jeg somme.

144)
Ved du at riste dem? Ved du at råde dem?
Ved du at præge dem? Ved du at prøve dem?
Ved du at bede dem? Ved du at blote dem?
Ved du at sende dem? Ved du at slette dem?

145)
Hellere ubedet end alting ofret,
altid ser gave mod gengæld,
hellere usendt end helt udsleket.
Det ristede Tund for tidernes folk,
hvor op han steg, da atter han kom.

XII.

146)
Sange jeg kender, som kongens kone
eller folkets søn ej aner.
En hedder «Hjælp«, den kan hjælpe dig
mod splid og sorger og soter.

147)
Jeg kender en anden til alles tarv,
der har valgt at leve som læger.

148)
Jeg kender en tredje, hvis jeg trænger til
væm og værge mod fjender:
For fjenden svækker jeg sværdets egg,
hans fælders magt til at fange.

149)
Jeg kender en fjerde, om folk vil lægge
lænker på mine lemmer,
sådan jeg galer, at jeg går derfra,
og lænker af fødderne falder
og af hænderne hårde bånd.

150)
Jeg kender en femte, når en fjendtlig pil
jeg ser mod fylken at flyve:
Hvor stærkt den flyver, standser jeg den,
når først jeg får øje på den.

151)
Jeg kender en sjette, hvis man sårer mig
med rødder af råt træ:
Han, som fjendtligt hidsede mig,
får mere men end jeg.

152)
Jeg husker en syvende, står højt i lue
sal om siddende folk.
Hvor vildt den end brænder, jeg bjærger den dog,
en sådan galder kan jeg gale.

153)
Jeg kender en ottende, som er for alle
såre nyttig at nemme:
Hvor had vokser blandt høvdingsønner,
der kan jeg bøde det brat.

154)
Jeg kender en niende, nødes jeg til
at bjærge mit skib på søen:
Jeg bringer vind på voven til ro
og sænker al sø i søvn.

155)
Jeg kender en tiende, om Tunridts-piger
jeg ser i luften lege:
Det volder jeg, at forvildet de farer
fra hamme og hu, hvor de har hjemme.

156)
Jeg kender en ellevte, skal ud jeg følge
gamle venner til valen:
Jeg galer under skjolde, så gævt de farer
usåret i kamp og fra kamp usåret,
usåret alle vegne fra.

157)
Jeg kender en tolvte, ser i træ jeg svinge
højt en hængt mands lig:
Da rister og maler jeg runer, så han
kommer til og taler med mig.

158)
Jeg kender en trettende, kommer en dreng
til mig for i vand at vies:
Han falder ej, om i fylke han står,
ej fældes svenden ved sværd.

159)
Jeg galer en fjortende, skal guders navne
jeg føre for folket frem:
Jeg kender alle aser og alfer,
så kyndig findes kun få.

160)
Jeg galer en femtende, den gol Tjodrørir,
dværgen, for Dellings døre:
Kraft gol han aser, alfer fremme
og tanke Hroptatyr.

161)
Jeg ved en sejstende, vil jeg vinde en klog
piges sind og sanser:
Sindet jeg vender i den hvidarmede,
besnærer al hendes sans.

162)
Jeg kender en syttende, og sent fra mig går
den elskovsglade ungmø:
Endnu længe må du, Loddfafnir,
savne disse sange.
Held får du, når du har dem,
nytte, om du nemmer,
tarv, i fald du tager.

163)
Jeg kender en attende, jeg aldrig lærer
mø eller mands kone
uden den ene, hvis arm mig favner
eller som er min søster,
- alt er bedst, som een kun kender,
her har sangene slut.

Nu er Hávis ord i Hávis hal
talt til menneskers tarv,
kvædet til jætternes kval.
Hil den, som kvad dem, hil den, som kender dem,
nyde den, som nemmed,
hil dem, som hørte!